En 20-årig mand er anholdt for torturlignende mishandling af en bekendt på Amager. To andre unge er fængslet.

Politiet har nu tilsyneladende fuldt hus i sagen om en 18-årig mand, der i timevis blev groft mishandlet i sit hjem på Sirgræsvej på Amager søndag morgen.

En 20-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet som den tredje mand i sagen, mens to unge mænd på 18 og 16 år blev fængslet mandag.

Det unge offer blev gennem fire-fem timer slået og sparket samt stukket adskillige gange med steakkniv og fik skoddet en cigaret i sit øre.

LÆS MERE: 

Ifølge politiet skyldtes mishandlingen tilsyneladende, at overfaldsmændene mente, at offeret havde talt grimt om dem bag deres ryg.

- Det er en ekstremt grov sag, og det virker som en voldsom overreaktion på det, de mener, han har gjort, siger vicepolitikommissær Steen Mikkelsen fra Station Amager.

Efter de mange timers mishandling lykkedes det omkring daggry søndag morgen den 18-årige at slippe ud af lejligheden.

På gaden mødte den stærkt blødende unge mand en borger, der kontaktede politiet og en ambulance, der straks bragte offeret til Rigshospitalet.

/ritzau/