Noah på tre år fik sig noget af en oplevelse, da han fik lov at lægge en betjent i håndjern og sidde i en rigtig politibil. Nu har politiet modtaget et rørende brev fra Noahs forældre.

På Twitter har Nordsjællands Politi delt den mail, som de har modtaget fra forældrene til treårige Noah.

»Kære Politi. Vi er som forældre så stolte af jer. Vi stødte i dag på en hundepatrulje, som holdt ved standby ved Frederiksværk Gymnasium. Vores søn Noah på 3 år blev helt elektrisk, han ELSKER politi, og der går næsten ikke en dag, uden han selv er betjent i fuld uniform.«

Sådan starter brevet, som Nordsjællands Politi nu har delt.

Forældrene fortæller yderligere i brevet, at de selv har taget kontakt til patruljen og mødt to 'fantastiske mennesker'.

»Noah fik lov til at se blå blink, sidde i politibilen, se de smukke hunde søge efter nøgler, og så fik han lov til at lægge rigtige håndjern på en rigtig betjent.«

»Noah er simpelthen så betaget af den oplevelse, som han har fået i dag, og det skal I have tak for. Og hvis muligt især de to fantastiske betjente, som gav ham en på opleveren.«

»Tak for jeres daglige indsats for at skabe tryghed i vores hverdag.«

Her giver Noah en af politibetjentene håndjern på. Foto: Nordsjællands Politi
Her giver Noah en af politibetjentene håndjern på. Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere

»Og fra Noah: 100 gange tak til politimændene. De var meget store og stærke. Jeg vil også være en stor og stærk politimand, så jeg kan fange røvere. De venligste hilsner Noahs forældre.«

Politiet skriver selv i opslaget, at både hunde og betjente naturligvis har fået overbragt rosen.

De roser da også afsenderen tilbage for at have taget sig tid til at sende den rare mail.

»Så kære Noah og forældre, hvis I læser med her: 100 gange tak for jeres hilsen! Vi glæder os til at se Noah på Politiskolen en dag i fremtiden.«