En treårig pige blev onsdag fløjet på Rigshospitalet med helikopter efter et solouheld i Herlufmagle på Sjælland.

»Det er et solouheld. En personbil med fire personer er kørt ind i et træ. Et barn er fløjet til Rigshospitalet, og to voksne køres til nærmeste hospital.«

Sådan sagde Bo Petersen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til B.T. umiddelbart efter ulykken.

Pigen er i kritisk tilstand, mens en af de to voksne fortsat ligger til observation.

Torsdag morgen er der stadig intet nyt.

Vagtchef Joy Hansel fortæller kort efter klokken 5, at den lille pige stadig er i kritisk tilstand.

Politiet har gennemført undersøgelser på ulykkesstedet, men kan endnu ikke sige noget om årsagen til ulykken.

»Vi har også foretaget blodprøver for både narko og alkohol af føreren. Det gør vi altid i alvorlige ulykker. Vi afventer lige nu resultaterne af de undersøgelser,« siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.54 onsdag eftermiddag, og vejen var i den forbindelse spærret.

B.T. følger sagen.