Der udspillede sig en dramatisk situation fredag eftermiddag ved outlettet i Ringsted.

Ifølge Sjællandske Nyheder blev politiet underrettet om en situation om formiddagen, hvor et forældrepar ikke behandlede deres barn ordentligt.

Først blev en 34-årig mand, der er far til barnet, set løfte barnet op, for derefter at give slip igen, så barnet faldt ned på jorden. Herefter råbte han højlydt af selvsamme.

Herefter kom den 30-årige mor til og tog barnet med videre. Men her råbte faren vedvarende af barnet, og hev igen fat i vedkommende. Han leverede til sidst den 3-årige tilbage på en voldsom måde, inden de tre forlod centret i en bil.

Outlettet set fra oven.
Outlettet set fra oven. Niels Ahlmann Olesen

En patruljevogn fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi opsøgte herefter parret på deres adresse i Slagelse.

Drengen var sluppet uden behandlingskrævende skader og fik i første omgang lov til at blive i morens varetægt.

Faren blev anholdt og sigtet for vold mod barnet.

De sociale myndigheder blev dog herefter involveret i sagen, og det blev besluttet, at drengen skulle fjernes fra hjemmet.

Den 34-årige far blev efterfølgende løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør, men han er fortsat sigtet i sagen, og kan derfor forvente at høre fra politiet igen inden længe.