Treårig dreng var forsvundet: Fundet i god behold


Opdatering: Københavns Politi oplyser kort før klokken 20.00, at den treårige dreng er fundet i god behold.
En treårig dreng er onsdag eftermiddag forsvundet på Nørrebro i København.
Det oplyser Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi.
»Vi fik 17.10 en anmeldelse om en treårig dreng, som var blevet væk. På det tidspunkt havde han været væk i cirka en halv times tid,« siger Henrik Brix.
Politiet er lige nu til stede på Nørrebro med adskillige patruljer for at lede efter den lille dreng.
»Vi leder efter ham allevegne. På legepladser og andre steder. Sker der ikke noget inden længe, så går vi ud på Twitter med et foto af ham,« siger Henrik Brix videre.