Tre yngre mænd løslades efter knivstikkeri i Frederikshavn
Politiet fastholder sigtelse mod mænd, der søndag blev anholdt i forbindelse med knivstikkeri mod 17-årig.
Politiet fastholder sigtelse mod mænd, der søndag blev anholdt i forbindelse med knivstikkeri mod 17-årig.
Tre mænd, der søndag blev anholdt i forbindelse med et knivstikkeri mod en 17-årig dreng i Frederikshavn, er blevet løsladt.
Det siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Carsten Højrup Christensen tidligt natten til mandag.
De tre mænd blev søndag sigtet for kvalificeret vold.
Det er en bestemmelse, der omhandler angreb mod legemet, som er af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Sigtelsen mod dem fastholdes, fortæller vagtchefen.
En af de sigtede er under 18 år, mens de øvrige to er voksne. Alle tre beskrives af vagtchefen som "yngre mænd".
Den 17-årige forurettede blev søndag formiddag stukket tre gange i maven med en kniv i Frederikshavn.
Han er blevet opereret på Aalborg Universitetshospital, men er ikke i kritisk tilstand.
RITZAU