Tre unge mænd er blevet sigtet for at bruge falske 500-kronesedler i butikker og på restauranter.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om to 20-årige mænd fra Odense Kommune og en 18-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune.

Politiet har i løbet af november og december modtaget 25 anmeldelser fra butikker og restauranter om falske sedler.

Videoovervågning har sendt politiet på sporet af de tre unge mænd.

- Det er vigtigt, at vi kan have tillid til vores betalingsmidler. Derfor er jeg også tilfreds med, at vi hurtigt fik identificeret de mistænkte og anholdt dem, siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Michael Lichtenstein i meddelelsen.

Politiet har foretaget ransagninger i forbindelse med sagen, og den videre efterforskning skal vise, om de tre mænd også kan sættes i forbindelse med fremstillingen af sedlerne.

Derudover forsøger man at få kortlagt, hvor mange steder de har forsøgt at betale med dem.

Mændene er blevet løsladt i sagen, men er fortsat sigtet, oplyser politiet.

/ritzau/