Opdatering 17:32: De tre drenge er blevet varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret.

De tre teenagere, som politiet har anholdt efter et overfald på en 14-årig, bliver fredag eftermiddag fremstillet for lukkede døre i Dommervagten ved Retten på Frederiksberg.

Før dørlukningen blev sigtelsen mod de tre læst op. Og heraf fremgik det, at de er sigtet for drabsforsøg.

Subsidiært – altså alternativt, hvis dommeren ikke mener, der er begrundet mistanke for drabsforsøg – lyder sigtelsen på grov vold.

De tre unge, hvoraf en er 15 og to er 17 år, er mistænkt for at stå bag knivstikkeriet på en 14-årig dreng, der omkring klokken 20.35 af forbipasserende blev fundet kvæstet foran Lidl på Roskildevej i Valby.

»Han er ikke blevet stukket der, og det er formentlig sket tidligere på dagen,« fortalte politiets vagtchef Michael Andersen torsdag aften til Ritzau.

Han blev straks efter hastet på hospitalet, hvorfra meldingen hurtigt var, at han var uden for livsfare.

»Det er alvorligt, men ikke livstruende,« fastslog den centrale efterforskningsleder ved politiet Anne Katrine Kristensen så overfor Ritzau fredag morgen.

Her kunne Københavns Politi desuden berette, at man netop var skredet til anholdelse af de tre teenagere,

For nuværende har politiet ikke villet ud med, hvor de tre unge mænd blev anholdt. Eller om parterne kendte hinanden på forhånd.

Og det er altså spørgsmål, vi på grund af dørlukningen ved grundlovsforhøret, ikke får svar på lige nu.

Tidligere har politiet dog meldt ud, at man arbejder ud fra, at der har været en uoverensstemmelse mellem den 14-årige og de tre mistænkte.

Ligeledes har politiet fastslået, at der ikke er noget, der tyder på, at overfaldet er banderelateret.

B.T. følger sagen …