En ung mand så rødt, da tre børn ringede på hans dør. Han er nu sigtet for trusler på livet.

Tre nordjyske spejdere fik deres livs chok, da de mandag aften var ude for at sælge lodsedler i den lille by Hørby ved Sæby i det østlige Vendsyssel.

Uden at ane uråd ringede børnene på en dør i byens hovedgade.

De bemærkede, at der var en ung mand inde i huset, men da døren ikke blev åbnet, gik de videre.

Kort efter kom manden dog løbende ud af huset og indhentede dem.

Han passede dem op med en køkkenkniv, som han holdt op foran ansigterne på dem.

Spejderne flygtede fra stedet og fik alarmeret den enes far, som anmeldte sagen til Nordjyllands Politi.

En patrulje rykkede ud og fandt en 25-årig mand på adressen, som blev anholdt.

»Den anholdte er afhørt og sigtet for trusler på livet. Han har ikke ønsket at udtale sig om, hvad der foregik.«

Det fortæller vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands politi til Nordjyske.

Derfor er det også uvist, hvad der fik den 25-årige mand til at true børnene.

Han blev senere løsladt, men er stadig sigtet i sagen.