Der er fundet skudhuller i en dør og en væg til en bolig i Hasle på Bornholm. Ingen er kommet til skade.

Der er blevet skudt mod en bolig i Hasle på Bornholm.

Det oplyser Peter Johansen, der er vagthavende ved Bornholms Politi.

- Ingen er kommet til skade, siger vagthavende.

Mandag formiddag fik politiet en anmeldelse og tog ud til en adresse, hvor det fandt tre projektiler.

Der er skudt mod en hoveddør, der giver adgang til to lejligheder. Skuddene er faldet på et tidspunkt mellem søndag og mandag formiddag.

Mediet Bornholm.nu har talt med vicepolitiinspektør Henrik Schou, der står i spidsen for efterforskningen. Han oplyser, at skuddene er affyret med enten en pistol eller en revolver, og at der er fundet skudhuller i døren og i en væg.

/ritzau/