En 20-årig mand blev efter et overfald i Horsens erklæret klinisk død tirsdag aften klokken 21.

Den 20-årige var blevet overfaldet og derefter smidt i bagagerummet på en bil, som forulykkede på Nørregade.

- Han fik hjertestop på Nørretorv, oplyste specialanklager Anna Holm Christensen under grundlovsforhøret, skriver Horsens Folkeblad.

Politiet havde modtaget anmeldelse klokken 16.25 om færdselsuheldet.

Kort tid efter fik politiet endnu en anmeldelse - denne gang drejede det sig om en ung mand, der var blevet udsat for grov vold i Sølvgade.

De to sager hænger som bekendt sammen, hvor voldsmændene havde smidt deres offer i bagagerummet. De forlod ham i hjælpeløs tilstand, efter de forulykkede.

Politiet mener, at fire mænd står bag overfaldet. To mænd fra Vejle på henholdsvis 21 og 29 år er anholdt i sagen, mens de to andre i skrivende stund stadig er på fri fod.

Udover de to formodede voldsmænd blev en 28-årig kvinde også sigtet i sagen for at have planlagt og gennemført overfaldet i forening med de andre sigtede.

Ifølge Horsens Folkeblad svarede de to mænd stille for sig under grundlovsforhøret, mens den 28-årige kvinde græd højlydt og rystede på hovedet.