En person er anholdt efter et knivstikkeri i Nordsjælland, mens en anden fortsat er eftersøgt. Politiet har afspærret området.

Der har lørdag aften været knivstikkeri i Nordsjælland, hvor tre personer er kommet til skade. Det skete ved Fiskebækbroen i Farum.

Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter klokken 22.39.

En person er blevet anholdt. Politiet har afspærret området omkring gerningsstedet.

På Twitter oplyser politiet omkring klokken 23.30, at to 19-årige er blevet stukket henholdsvis i ryggen og i maven, men at de begge er i stabil tilstand. Der er ikke oplysninger om tilstanden på den tredje.

Ydermere søger politiet en ligeledes 19-årig, som er mistænkt i sagen.

Knivstikkeriet er ikke bande- eller rockerrelateret, lyder det.

/ritzau/