En voldsom færdselsulykke søndag har mandag morgen krævet sit tredje menneskeliv. En 63-årig kvinde er afgået ved døden.

Ulykken fandt sted 20.35 søndag, hvor en bil med en 26-årig fører i meget høj fart ramte en anden personbil med tre passagerer.

Den 26-årige mand vil mandag eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør. Han er sigtet for uagtsomt manddrab, spirituskørsel samt for at flygte fra ulykkesstedet i et t-kryds nær Bogenses bygrænse.

Da redningsmandskab ankom til ulykkesstedet, stod det klart, at to passagerer i den ramte bil var afgået ved døden. Her er tale om en 37-årige mand fra København samt en 64-årig kvinde fra Vestfyn.

Bilens tredje passager - den 63-årige kvinde - havde pådraget sig alvorlige kvæstelser og blev umiddelbart efter hastet på sygehuset med helikopter. Mandag morgen stod det klart, at hendes liv ikke stod til at redde.

Alle de omkomne var i familie med hinanden, og deres pårørende er blevet underrettet.

Den 26-årige mand, som sad bag rattet i den bil, der forårsagede ulykken, slap uskadt, mens en anden passager blev undersøgt for mindre skader.

Politiet er fortsat i færd med at klarlægge de nærmere omstændigheder for ulykken, med ifølge sigtedes eget udsagn kørte han mellem 120 og 130 kilometer i timen, da ulykken indtraf.