To kinesere og en dansker er fredag blevet fængslet i fire uger for at smugle større mængder MDMA til landet.

Tre personer er fredag blevet fængslet for at have indsmuglet mindst 17,5 kilo MDMA. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Der er tale om en 25-årig kinesisk kvinde, en 68-årig kinesisk mand og en 71-årig dansk kvinde. De er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Fremstillingen fredag skete for lukkede døre.

Det er derfor uvist, hvilke beviser anklagemyndigheden har mod de pågældende, eller hvad de selv har forklaret om sagen i retten.

De nægter sig alle skyldige i sigtelserne mod dem.

Københavns Politi ønsker af hensyn til den videre efterforskning ikke at oplyse, hvilken relation der skulle være mellem de sigtede, eller om den større narkomængde skulle være indsmuglet samlet eller ad flere omgange.

MDMA er ecstasy. Stoffet kaldes også "Molly", "Emma", "Kix", "E", "Cloud 9" og "XTC".

Ifølge hjemmesiden netstof.dk hører MDMA til blandt de mest udbredte ulovlige stoffer, der findes. Det bliver ofte solgt i tabletform med symboler eller motiver på - eksempelvis med bogstavet "E" eller et dødningehoved.

De seneste år har der været flere sager, hvor især yngre personer er døde efter at have indtaget det syntetiske stof.

/ritzau/