Efter knivstikkeri i København er en 61-årig, en 15-årig og en 17-årig blevet sigtet for drabsforsøg.

Tre personer er sigtet for drabsforsøg efter et knivstikkeri ved en moské på Dortheavej i København tidligt lørdag morgen.

Det oplyser central efterforskningsleder i Københavns Politi Jesper Schroll natten til søndag.

Der er tale om en 61-årig mand og to drenge på henholdsvis 15 år og 17 år.

Den 61-årig mand blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag aften og er efterfølgende blevet varetægtsfængslet. Det skal han være i foreløbigt 11 dage.

Den 15-årige og den 17-årige skal fremstilles i grundlovsforhør søndag i dommervagten. Det præcise tidspunkt står endnu ikke klart, siger Jesper Schroll.

»En mand er blevet varetægtsfængslet i sagen i grundlovsforhør her til aften, og så kan jeg i øvrigt oplyse, at der er yderligere to, der bliver fremstillet i morgen (søndag, red.).«

Politiet modtog anmeldelsen om hændelsen lørdag morgen klokken 04.46.

En mand blev kørt til behandling på sygehuset. Han var uden for livsfare, kunne politiet oplyse lørdag morgen.

Jesper Schroll oplyser, at manden er 27 år gammel.

Vedkommende blev fundet udenfor moskéen, men ifølge vicepolitiinspektør Lasse Michelsen havde politiet grund til at tro, at det havde relation til selve moskéen.

Hele området nær gerningsstedet har været spærret af, mens politiet efterforskede på stedet.

Politiet oplyste klokken 18.38 på X, at man var færdig på gerningsstedet, men "der pågår stadig en større efterforskning", lød det.

/ritzau/

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.

Omny Studio Clip

Hanne With-drabet: Efter 34 år fælder dna mistænkt drabsmand