Tre personer anholdt: Franarrede ældre kvinde guldsmykker for 200.000 kroner
De overtalte også kvinden til at overføre 40.000 kroner til en bankkonto.

De overtalte også kvinden til at overføre 40.000 kroner til en bankkonto.

Onsdag klappede fælden for to mænd og en kvinde.
De blev anholdt efter en koordineret politiaktion i københavnsområdet, mistænkt for at stå bag et bedrageri.
Her blev en ældre kvinde sidst i 70'erne franarret guldsmykker for omkring 200.000 kroner.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Bedrageriet fandt sted i starten af juli, hvor den ældre kvinde blev ringet op af en kvinde, som udgav sig for at være fra politiet.
Senere samme dag dukkede en mand op på hendes adresse. Han påstod ligeledes at være fra politiet – denne gang fra National enhed for Særlig Kriminalitet.
Under påskud af at ville passe på hendes værdier fik manden udleveret guldsmykker til en værdi af cirka 200.000 kroner.
Efterfølgende ringede den falske kvindelige betjent op igen og fik overtalt den ældre kvinde til at overføre næsten 40.000 kroner til en konto hos 'politiet', så pengene stod sikkert.
Banken fik dog imidlertid ført beløbet tilbage.