Fyns Politi har tirsdag eftermiddag anholdt tre personer, som et led i efterforskningen af en eksplosionsbrand i en opgang i Korsløkkeparken 25 i Odense. 

Det skriver Fyns Politit.

Eksplosionsbranden fandt sted natten til søndag 1. februar. 

»Det er en alvorlig sag, og vi har arbejdet koncentreret og målrettet for at få sagen belyst og på at udfinde de ansvarlige,« siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen, som har været ansvarlig for tirsdagens aktion.

De tre anholdte er henholdsvis 16, 17 og 18 år gamle.

Anholdelserne skete i forbindelse med en større politiaktion, hvor man samtidig gennemførte ransagninger på flere adresser både i Odense Kommune og Kolding Kommune sammen med Sydøstjyllands Politi.

Hvad der blev fundet under ransagningerne, vil politiet ikke løfte sløret for af hensyn til efterforskningen. 

Den 17- og 18-årige forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense 11. marts klokken 9.30.

Indtil da skal den 16-åriges rolle i sagen klarlægges før man beslutter, hvorvidt han også skal fremstilles. 

Politiet oplyser videre, at man stadig har en 'massiv efterforskning' foran sig.