Opdatering klokken 11:26: NSK har fået udleveret en tredje mand i sagskomplekset: En 33-årig mand i en sag om indsmugling af store mængder lægemidler og opioider til det illegale marked.

To mænd er blevet udleveret fra De Forenede Arabiske Emirater i en sag om svindel med udbytteskat. 

De stilles for en dommer fredag i Glostrup.

Mændene er tiltalt for at have bedraget den danske statskasse for over 300 millioner kroner i refusion af udbytteskat.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

»De to udleverede er konkret tiltalt for i forening med de fire andre i 71 tilfælde retsstridigt og på urigtigt grundlag at have ansøgt om refusion af udbytteskat og derved fået udbetalt over 300 millioner kroner fra den danske stat,« skriver NSK.

Der er tale om en 58-årig og en 49-årig.

Ifølge DR er det britiske statsborgere ved navn Rajen Shah og Anupe Dhorajiwala, som har været nøglemedarbejde for Sanjay Shah.

Sanjay Shah er dømt for at have svindlet den danske stat for over ni milliarder kroner.

Sagen føres i samarbejde mellem NSK og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).