Ved du noget om sagen? Var du på stedet? Skriv til os på 1929@bt.dk eller på vores side på Facebook.

Nordsjællands Politi arbejder stadig på højtryk med efterforskningen af knivoverfaldene på tre mænd i Humlebæk Center tirsdag aften.

Kort før klokken 19 blev tre mænd overfaldet i butikscenteret og stukket med kniv. De tre, som er henholdsvis 26, 27 og 57 år blev kørt på hospitalet og senere erklæret uden for livsfare.

Politiet anholdt kort efter 10 personer, som man har fået afhørt i løbet af natten.

»Vi arbejder stadig på højtryk med sagen med afhøringer af de anholdte og de forurettede. Vi har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt de skal fremstilles i grundlovsforhør,« siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, David Borchersen, til BT onsdag morgen.

På nuværende tidspunkt kan politiet ikke sige noget om et eventuelt motiv til overfaldene, og det er også uklart, hvad der er gået forud for knivstikkerierne.

»Det er ikke noget, der er os bekendt, men det er selvfølgelig noget af det, vi arbejder videre med,« siger vagtchefen.

Flere af de anholdte er kendt fra bandemiljøet, men på nuværende tidspunkt mener politiet dog ikke, at overfaldene er banderelateret.

Nordsjællands Politi regner med at melde mere ud om sagen i løbet af onsdagen.