Tre mænd overfaldt søndag aften en 15-årig pige, men i stedet endte de med at få sig en ordentlig røvfuld, som de sent vil glemme af pigen, som har gået til kampsport.

Det skriver Lokalavisen Egdal.

Pigen blev pludselig standset af de tre fremmede mænd, mens hun var på vej hjem på sin cykel ved 21.20-tiden. Den ene af dem spærrer cykelstien for hende med en knallert nær busstoppestedet ved Værebrovej og Tangbjergvej i Ølstykke.

Hun beder de tre mænd om at flytte sig, men de nægter, hvorefter to af dem hiver fat i hende og vælter hende af cyklen. Overfaldsmændene forsøger at lyne pigens jakke op, tager hånden ind under jakken på hende og river hende på kinden og ned af halsen. De spørger også, om hun har mobiltelefon og penge på sig.

Det får pigen til at blive i tvivl om, hvorvidt overfaldsmændene er ude på noget seksuelt eller 'blot' vil berøve hende. Men pigen har ikke tænkt sig at finde ud af det.

Hun giver den ene overfaldsmand et velplaceret spark i ribbenene, hvilket får ham til at opgive sit foretagende. Da en af de andre nærmer sig pigen, får han en ordentlig en på hovedet.

*Kender du den seje pige? Så vil vi meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk*

Derefter sætter hun sig stille og roligt op på sin cykel igen og kører til familiens hjem i Jylling. Hvad gerningsmændene næppe vidste var, at pigen de havde overfaldet, har gået til kampsport.

Se videoen: Russiske bøller tog fat i den forkerte kvinde - hendes mand var bokser

Nordsjællands Politi opfordrer ikke borgerne til at begå selvtægt, men specialkonsulent Henrik Duus kan alligevel ikke andet end at have respekt for den 15-åriges håndtering af situationen.

»Det må være op til den enkelte at vurdere situationen, men i det her tilfælde, må man anerkende, at pigen har haft ben i næsen,« siger han til Lokalavisen Egdal.

Overfor Nordsjællands Politi beskriver pigen to af overfaldsmændende som værende 20-25 år gamle og ca. 180 cm høj. Den tredje er ca. 15 år og 175 cm høj. De er alle tre af anden etnisk herkomst end dansk og taler dansk med accent. De bar alle tre dynejakker.

Nordsjællands Politi hører gerne fra vidner i en bus 600, som kort efter overfaldet holdt ind ved stoppestedet ved Værebrovej og Tangbjergvej i Ølstykke. Passagererne kan have set de tre overfaldsmænd.