Efter at have siddet varetægtsfængslet i mere end et år er tre mænd frifundet for bandeopgør på Husum Torv.

Onsdag var ikke en god dag for anklagemyndigheden, da et nævningeting ved Retten på Frederiksberg frifandt tre mænd for de alvorligste anklager i en sag om et opgør på Husum Torv.

De tre mænd, der har siddet varetægtsfængslet i over et år, var blandt andet tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og for at have bragt andres liv og førlighed i fare ved at have affyret et skud under opgøret.

Desuden ville anklagemyndigheden have mændenes straf skulle skærpes, fordi der var tale om et bandeopgør.

Men et enigt nævningeting frifandt de tre mænd på 25, 26 og 27 år for disse forhold, skriver Retten på Frederiksberg på sin hjemmeside.

Dommere og nævninger fandt det ikke bevist, at de skulle have været i besiddelse af et skydevåben, eller at der var tale om et bandeopgør.

Tekniske undersøgelser har ikke kunnet bevise, at andre end politiet affyrede skud i forbindelse med sammenstødet.

Episoden fandt sted 31. maj sidste år, da to biler lukkede en tredje bil inde på Storegårdsvej ved Husum Torv. Der opstod en del tumult, og en mand fra den bil, der blev lukket inde, blev hevet ud og tildelt flere spark og slag.

Da politiet kom frem, stak mændene af. Den 25-årige forsøgte under flugten at køre en politimand ned, og politiet affyrede skud mod bilen.

I første omgang lykkedes det dem at slippe væk, men de blev senere samme dag anholdt og har siddet bag tremmer siden.

De tre mænd var også tiltalt for trusler og grov vold i forbindelse med episoden. To af dem blev frifundet af et flertal af dommerstemmerne, mens et mindretal ville dømme dem.

Derimod blev den 25-årige dømt for grov vold og trusler mod manden, der blev hevet ud af bilen, og forsøg på grov vold mod politimanden, som han prøvede at køre ned.

Det takserede retten til 10 måneders fængsel.

Han valgte at tænke over, om han vil anke dommen til landsretten.

/ritzau/