Tre livreddere ramt af mareridtsuge: 'Det er ekstraordinært'
På få dage måtte det samme hold rykke ud til tre meget alvorlige hændelser på Lakolk Strand – i et tilfælde gik det helt galt.

På få dage måtte det samme hold rykke ud til tre meget alvorlige hændelser på Lakolk Strand – i et tilfælde gik det helt galt.

Tre livreddere. Tre alvorlige hændelser.
Og én uge, de næppe glemmer foreløbig.
For på få dage måtte det samme hold livreddere rykke ud til flere yderst alvorlige hændelser på Lakolk Strand på Rømø.
Det skriver TV 2 Syd.
»Det er alvoren i tre ud af fire livreddende indsatser, der gør weekenden ekstraordinær,« siger Anders Hammer, der er uddannelsesleder i TrygFondens Kystlivredning til lokalmediet.
Den første alarm gik torsdag, da forældre kom løbende med en mindre dreng, der havde fået kramper på stranden.
Livredderne ydede førstehjælp, inden drengen blev fløjet til hospitalet med lægehelikopter. Kramperne skyldtes sygdom og havde ikke forbindelse til badning.
Samme dag blev en person hentet livløs op af vandet af andre badegæster. Livredderne tog over og ydede førstehjælp, inden endnu en lægehelikopter blev tilkaldt.
Søndag gik det galt igen.
En mand blev set liggende omkring 150 meter ude i vandet. Livredderne padlede ud på et rescueboard, fik ham ind på stranden og begyndte hjerte-lunge-redning.
Men mandens liv stod ikke til at redde.
Også på Henne Strand kom to personer i problemer 20 til 30 meter fra kysten. De kunne ikke selv komme i land, men blev begge reddet.
Ifølge Anders Hammer var der ingen særlige vejr- eller strømforhold, der kan forklare de mange alvorlige hændelser.
Det samme hold på tre livreddere stod for alle indsatserne på Lakolk Strand. Efterfølgende har de fået den nødvendige hjælp til at bearbejde oplevelserne.