Tre personer vil mandag eftermiddag blive krævet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Randers.

Det skriver anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi på tjenesten Anklager Update.

Af hensyn til sagens karakter ønsker politiet hverken at oplyse detaljer om sagen, eller hvad man har sigtet de tre personer for.

Men Flemming Drejer, der operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET), bekræfter over for DR, at sagen drejer sig om terrorbestemmelserne.

- Der er tale om en isoleret sag, som myndighederne har håndteret, hvor der ikke er fare for andre, siger han.

Det er ikke nærmere præciseret, hvad betegnelsen terrorbestemmelser dækker over. Det er derfor uvist, om der er tale om terror eller eksempelvis fremme af terror.

Det er forventningen, at sagens anklager vil bede dommeren om at lukke dørene til grundlovsforhøret.

Sker det, vil det ikke være muligt at få indblik i hverken politiets beviser, eller hvad de sigtede eventuelt forklarer. Det vil dog være muligt at høre selve sigtelsen.

RITZAU