Tre gymnasiepiger blev for nyligt sparket ned og gennemtævet på Københavns Hovedbanegård. Betjente fra Københavns Politi pågreb fire af gerningsmændene, men lod dem ifølge pigerne gå uden at have taget hverken navn eller CPR-nummer.

Selv om justitsminister Brian Mikkelsen (K) i efteråret lovede danskerne et nyt, serviceorienteret politi, der skulle bekæmpe borgernær kriminalitet, lod betjente en gadebande gå, selv om de havde taget dem på fersk gerning midt i et råt overfald.

Se interview med en af gymnasiepigerne her

Sådan er tre gymnasiepigers historie om et nyligt mareridt på Københavns Hovedbanegård, hvor de bl.a. blev sparket ned og gennemtævet, skriver Berlingske Tidende.

Pigerne fra Gammel Hellerup Gymnasium blev overfaldet 24. januar om natten af omtrent 15 unge. Betjente fra Københavns Politi pågreb fire af gerningsmændene, men lod dem ifølge pigerne gå uden at have taget hverken navn eller CPR-nummer. Og selv om pigerne gentagne gange insisterede på at anmelde overfaldet, blev de afvist. Det gjorde de også nogle dage senere, da pigerne ville anmelde overfaldet på Station City.

- Vi fik at vide, at vi skulle tage det som en oplevelse, siger en af de overfaldne, Malene på 19 år, fra Rungsted.

Efter sidste års stormvejr om politisvigt gav Folketinget i efteråret politiet en ny start. 850 mio. kr. skulle bl.a. gøre borgernær kriminalitet som eksempelvis vold til en absolut førsteprioritet. På Christiansborg vækker episoden harme blandt retspolitikerne fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti:

- Vi må spørge justitsministeren, hvor alvorligt politiet efterlever løftet om at stå til rådighed for de almindelige borgere, siger Peter Skaarup, retsordfører (DF). Københavns Politi har nu iværksat en undersøgelse af sagen.

-Hvorfor blev der ikke optaget en anmeldelse lørdag den 24. januar på Københavns Hovedbanegård? Hvorfor sikrede man sig ikke identiteten på de fire unge, der efter det oplyste blev pågrebet på stedet? spørger politidirektør Hanne Bech Hansen, Københavns Politi.