Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart har problemer med at holde patienterne inden for matriklens grænser.

Blandt de 70 indlagte er der psykisk syge kriminelle med behandlingsdomme, samt personer der skal mentalundersøges.

Alligevel flygtede tre patienter fra afdelingen i fredags. Det bekræfter lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark, Anders Meinert Pedersen, over for BT.

»Torsdag var der tre patienter, der rømmer retspsykiatrisk afdeling,« siger han.

Han fortæller, at flugten lykkedes, efter at de tre indlagte fandt en metode til at undslippe murene på.

»De har udnyttet en uerkendt svaghed i bygningskonstruktionen,« siger Anders Meinert Pedersen, der ikke vil uddybe præcis hvordan, patienterne stak af.

Søren Frederiksen, politikommissær i Fyns Politi og vagtchef, da flugten skete, oplyser, at flugten skete omkring klokken 19.

»Vi disponerede nogle patruljer til at søge efter dem, herunder en hundepatrulje« siger han og oplyser, at der var tale om tre mænd, der ved at flygte begik en straffelovsovertrædelse.

Anders Meinert Pedersen vil ikke uddybe, hvilken patientkategori de flygtende tilhører. Men ifølge Anders Meinert Pedersen har ingen været i fare, mens patienterne var på fri fod. De var tilbage igen søndag på den retspsykiatrisk afdeling, ifølge politiet fordi patienterne selv vendte hjem, da de blev efterlyst.

»Der har efter min bedste overbevisning ikke været nogen borgere, der har været i fare,« siger Anders Meinert Pedersen.

Det er slet ikke første gang, at patienter stikker af fra afdelingen.

I foråret 2016 stak den samme anbragte person af to gange. Den ene gang begik han et røveri, mens han den anden gang slog en ansat i maven for derefter at tage flugten.

I januar var der også problemer med at holde på patienterne, da en 21-årig stak af fra afdelingen.

»En retspsykiatrisk afdeling er ikke et fængsel. Det handler om, at vi skal sørge for, at patienterne bliver her og bliver behandlet. Det vigtigste er, at vi skaber et behandlingsmæssigt og pædagogisk miljø som fremmer, at man bliver så rask eller velfungerende som muligt. Men der vil altid være nogen, som kan gøre noget,« lyder det fra Anders Meinert Pedersen.