Østjyllands Politi har tirsdag aften undersøgt en anmeldelse om tre personer, der var faldet i vandet.

Det oplyser politiet i et opslag på Twitter. Heri lyder det desuden, at anmeldelsen kom klokken 18.31.

De tre personer befandt sig på en gangbro til en turbåd kaldet Juldamperen i Aarhus Havn, førend de endte i vandet. 

Mandskabet på båden fik fisket dem op, og ingen kom til skade under episoden.

Efterfølgende blev bådens afgang dog aflyst.

»Jeg har endnu ikke overblikket over, hvad der med sikkerhed er sket. I morgen kommer der teknikere, som skal gennemgå båden, og før de har været her, vil jeg ikke gisne om, hvad der er gået galt,«siger medejer af Aarhus Sail Event Lars Hede til TV2 Østjylland om sagen.

Han kan endnu ikke oplyse, om båden, der sejler hver dag frem til 23. december, vil sejle onsdag.

Dette vil man først vurdere, når havarikommissionens teknikere har undersøgt sagen.