En privatfest i februar tog en uventet drejning, da en 16-årig pige, ifølge et anklageskrift, blev voldtaget af fire jævnaldrende fyre.

Tre drenge på henholdsvis 16 og 17 år er lige nu tiltalt i en voldtægtssag ved retten i Esbjerg for voldtægt af en 16-årig pige. Det skriver JydskeVestkysten.

Voldtægten skulle være sket i februar, hvor pigen havde inviteret til fest i sine forældres hus i en forstad til Esbjerg.

Ifølge anklageskriftet er pigen ikke kun blevet voldtaget af tre drenge. En fjerde fyr var også involveret, men fordi han var under den kriminelle lavalder, er han ikke sigtet i sagen.

Ligeledes slår anklageskriftet fast, at pigen blev trukket ind i et soveværelse, hvor hun blev voldtaget af de fire drenge. Hun var ikke i en tilstand, hvor hun var i stand til at sige fra eller give samtykke til samleje og oralsex, som de fire drenge skulle have udført i forening og efter fælles forståelse, ifølge anklageren.

Ifølge to af de tiltalte havde den 16-årige pige drukket en halv flaske vodka og virkede ikke særlig påvirket. De tiltalte påpeger ligeledes, at pigen ikke på noget tidspunkt bad dem om at stoppe.

To af drengene erkender at have haft samleje og oralsex med hende, men det var, ifølge deres forklaring, pigen selv, der tog initiativet. De tiltalte nægter sig derfor skyldige i voldtægt.

Der er afsat fire retsdage til sagen.