Tre unge indvandrere fik i går, torsdag to års fængsel for danmarkhistoriens største smykkekup hos en privat. Den ene, Bassam Azzam, fik dog tre måneder ekstra for at planlægge kuppet, hvor de slap væk med et pengeskab fyldt med smykker for ’ikke under ti millioner kr.’ fra den 79-årige rigmand Svend Tholstrup, der er tidligere ejer af Kosan Gas.

Efter dommen i Retten i Lyngby tog han og de to andre dømte, Samir Jamal Hamid og Saif Sabbah, dommen til efterretning

- I virkeligheden er det allermest synd for Svend Tholstrup. Smykkerne må have haft en enorm affektionsværdi for ham og hans kone. Det er også derfor, at de sagde undskyld i retten, siger forsvarer for Samir Jamal Hamid, Lise Holten, der i retten beskrev banden, som ’de tre musketerer’, der lavede småindbrud sammen.

Ifølge listen med 40 unikke smykker, som den tidligere rederiejer Svend Tholstrup læste højt i retten, var der i alt smykker for 12 millioner kroner i skabet - herunder to diamantringe til henholdsvis 2,1 mio. kr. og 2,9 mio. kr

- Altså mere end hvad vi andre giver for et parcelhus for en lille ring, siger forsvarer Erbil Kaya, hvis klient Saif Sabbah anklageren forsøgte at få udvist til Irak. Han har boet i Danmark, siden han var otte år.

- Men han slap altså med en betinget udvisning oven i fængselstraffen. Altså et gult kort, siger Erbil Kaya.

Også en tidligere chef på fodboldlandholdets faste hotel - Quality Hotel i Vedbæk - hvor penthouselejligheden lå, var tiltalt i sagen for at have slukket for videokameraerne og åbnet for et kældervindue. Han blev dog frikendt.

Endnu en tidligere narkodømt dansker er anklaget for indbruddet - men da han ikke mødte i retten, er hans sag udskudt.

Anklageren vil nu nærstudere dommen.

- Nu skal jeg se nærmere på præmisserne, før vi beslutter, om vi skal anke, siger Marie Bindslev fra Nordsjællands Politi.

Køb BT fredag og læs:

- Derfor gik kuppet galt
- Svend Tholstrups kommentar til dommen
- Her stammer Tholstrup-familiens penge fra