Tre butikstyve idømt fængsel og udvisning
De tre personer har begået flere tyverier.

De tre personer har begået flere tyverier.

Tre rumænske statsborgere bosat i Frankrig er blevet idømt ubetingede fængselsstraffe og udvisning af Danmark i seks år efter målrettede butikstyverier ved Retten i Svendborg.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Der er tale om en 28-årig mand, en 22-årig kvinde og en 19-årig kvinde. De to ældste er hver blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel, mens den yngste kvinde har fået 60 dages ubetinget fængsel.
De er alle tre blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Rækken af butikstyverier begyndte i april, hvor de stjal varer for omkring 15.000 kroner fra Normal i Nyborg.
To dage senere begik de et nyt tyveri i en Normal-forretning i Skive, hvor der blev stjålet for 14.000 kroner.
I Retten lagde man vægt på, at der under tyveriet i april blev anvendt to lange nederdele med meget store indvendige lommer, hvor tyvekosterne lå i.
»Butikstyveri rammer både butikkerne, medarbejderne og i sidste ende kunderne. Når personer kommer til Danmark og begår målrettet og planlagt kriminalitet, skal det have en mærkbar konsekvens,« siger senioranklager Anne Marie von Lowzow fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi og uddyber:
»Derfor er vi tilfredse med, at retten i denne sag både har idømt ubetingede fængselsstraffe og udvist alle tre i seks år«.