Tre biler og et skur er brændt ved sønderjysk plejehjem
Brand ved et plejehjem i Løgumkloster er kommet under kontrol, og alle evakuerede kan vende tilbage.
Brand ved et plejehjem i Løgumkloster er kommet under kontrol, og alle evakuerede kan vende tilbage.
Brandvæsen og politi har søndag været til stede ved en brand ved et plejehjem på Dravedvej i Løgumkloster.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Politi Update.
Politiet modtog klokken 16.41 en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i et skur tæt ved et plejehjem. Branden bredte sig til nærliggende biler, herunder en elbil, oplyste vagtchef Ole Aamann.
Beboerne på plejehjemmet blev evakueret, ligesom nogle beboere fra nærliggende huse også blev evakueret.
Omkring klokken 18.30 oplyser politiet, at branden er under kontrol, og at de evakuerede kan vende tilbage til deres boliger.
Det lyder desuden, at et skur og tre biler er brændt.
Ingen personer er kommet til skade, og der har heller ikke været nogen meldinger om, at branden bredte sig til selve plejehjemmet.
Brandårsagen er ikke fastlagt, og derfor skal stedet undersøges nærmere, når det er kølet af. Det oplyser politiet.
Løgumkloster ligger i Sønderjylland cirka 20 kilometer fra den tyske grænse. Der bor omkring 3500 mennesker i byen.
RITZAU