Tre biler er lørdag aften blevet flammernes bytte i Ishøj.

Det bekræfter Københavns Vestegns Politi over for BT.

»Særligt i det lille køretøj er der en voldsom varmeudvikling. Det er det, vores efterforskning vil rette sig imod. Der hvor ilden er opstået, er bilen helt udbrændt. Varmepåvirkningen er så voldsom, at det ikke kan være opstået i motoren, men hvad årsagen til branden er ved vi endnu ikke,« siger vagtchef Brian Holm sent lørdag aften.

Bilerne blev fundet på adressen Østergården 1 i Ishøj. Ejerne er ikke umiddelbart politiet bekendt, ligesom der heller ikke er nogle vidner, der har kunnet bidrage til brandens opklaring.

»Vi ved, der har været rigtig mange mennesker til stede i området. Hvis nogen har oplysninger, der kan hjælpe os i efterforskningen, hører vi selvfølgelig gerne fra dem,« siger Brian Holm.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefon 114.