I en koordineret aktion anholdt Københavns Politi onsdag tre personer, der mistænkes for målrettet at have begået indbrud i boliger, mens beboerne har deltaget i bryllupsfester.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Siden december har Københavns Politi efterforsket en række indbrud, hvor gerningsmændene tilsyneladende er gået efter boliger, hvor beboerne ikke har været hjemme, da de har været gæster til bryllupsfester.

Onsdag morgen slog politiet til på tre adresser i Rødovre, på Frederiksberg og i Københavns Sydhavn, hvor tre mænd på henholdsvis 26, 33 og 35 år blev anholdt.

I forbindelse med anholdelserne blev der ransaget på adresserne, hvor der blev fundet forskellige effekter og værdigenstande, der formodes at være blevet stjålet ved indbruddene.

De anholdte mistænkes for i forskellige konstellationer at have begået fire indbrud samt et forsøg på indbrud. De fem forhold blev begået i december og januar – blandt andet på adresser på Amager og på den københavnske vestegn.

Den 26-årige og den 33-årige blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør. Her blev den 33-årige varetægtsfængslet i 14 dage, mens den 26-årige overgik direkte til afsoning i en anden sag.

Bilal Hassan, der er politikommissær ved Københavns Politi, siger:

»Vi kan se, at gerningsmændene er gået målrettet efter steder, hvor de har vidst, at beboerne har deltaget i bryllupsfester og dermed ikke har været hjemme. Den videre efterforskning i sagen skal nu klarlægge, hvordan gerningsmændene har haft den viden, så det er på nuværende tidspunkt ikke noget, jeg kan udtale mig nærmere om.«