Tre personer fra Uganda er anholdt af sydafrikansk politi for at have kidnappet en 71-årig dansk pensionist. Det skriver politiken.dk

En 35-årig mand og to kvinder fra Uganda er anholdt og sigtet af sydafrikansk politi for at have kidnappet den 71-årige danske pensionist Preben Povlsen i Cape Town.

- Vi har arresteret de tre og sigter dem for kidnapning. Vi fortsætter jagten på offeret. Hvis vi finder et lig, ændres sigtelserne til mord, siger talsmanden for Cape Towns politi, André Traut, til politiken.dk

Han siger videre, at politiet har fundet Preben Povlsens bil, en blå Mazda, i den sorte township Gugulethu.

Preben Povlsen har været forsvundet siden mandag, hvor han skulle ud for at spille golf. Han og hustruen, Maria Povlsen, har en feriebolig i Gordon's Bay.