Tre unge mænd er blevet anholdt efter skyderi på Frederiksberg. Den ene af dem har relationer til bandemiljøet.

Københavns Politi har anholdt tre mænd i forbindelse med skyderiet fredag aften på Finsensvej på Frederiksberg ved København, skriver bt.dk.

- Vi har klokken 3.25 anholdt tre mænd på 21, 24 og 25. Den ene af dem har banderelationer til forskellige grupperinger, men er ikke selv medlem af noget, siger efterforskningsleder hos Københavns Politi, Lau Thygesen, til bt.dk.

Kort efter kl. 20 fredag aften befandt fem-seks personer sig ved området omkring Finsensvej 100 på Frederiksberg. Ifølge Lau Thygesen skiltes de, og nogle af dem gik tilbage til deres bil, en Ford Mondeo. Herefter begyndte de tilbageværende at skyde mod dem og ramte to brødre, der befandt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En af brødrene, en 27-årig mand, blev ramt i hovedet af et skud.

Han blev opereret natten til lørdag, og hans tilstand er ifølge politiet stabil.

De tre anholdte skal formentlig fremstilles i grundlovsforhør i løbet af lørdagen, men ifølge Lau Thygesen kommer det an på, hvad de fortæller, når de bliver afhørt. De to brødre har ikke været i stand til at hjælpe med identificeringen af mændene.