Det bliver ved. Og ved.

Ældre borgere udsættes igen og igen for svindelnummeret med 'den falske bankmand', og torsdag skete det for tre kvinder i Korsør og Skælskør.

Ifølge seneste døgnrapport fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lykkedes det i alle tre tilfælde for svindlerne at hæve penge på ofrene konti. De fik også smykker og kontanter med sig.

Fremgangsmåden var den samme som i mange andre tilfælde.

Kvinderne blev kontakt over telefonen af en falsk bankmand, der løgnagtigt forklarede, at deres konti var ved at blive misbrugt. 

Derfor skulle de udlevere deres betalingskort og kode til et bankbud, der ville komme forbi.

»Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed,« lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I Korsør gik det ud over en kvinde på 90 år, der fik hævet et kontantbeløb fra sin konto. Hun afleverede også smykker og kontanter til den ubudne gerningsmand.

Ligeledes i Korsør blev en 75-årig kvinde også svindlet. Hun fik hævet penge på sin konto og afleverede smykker til det falske bankbud.

I Skælskør var det en 83-årig kvinde, der blev snydt. Hun blev franarret både kontanter og flere hævekort, der blev misbrugt.

»Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald,« lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:

»Og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.«