Voldtægt og trusler.

Det er, hvad en familie har måtte stå igennem fra en 25-årig mand, der ellers tidligere havde været en del af familien.

Voldtægten begik manden mod sin tidligere kæreste i det sydlige Odense.

Et overgreb, som manden onsdag ved Retten i Odense blev idømt tre års fængsel for at have begået.

Retten slog også fast, at manden var skyldig i at fremsætte trusler mod kvindens familie. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Der var tale om generelle trusler, som indikerede, at manden var vred på kvinden. Det oplyser sagens anklager, der ikke vil uddybe sagens omstændigheder yderligere overfor B.T., da den er foregået bag lukkede døre.

Overgrebet, som manden nu er dømt for, fandt sted 3. april 2022. Udover voldtægt og trusler blev manden også dømt for 'andet seksuelt forhold'.

Manden forblev varetægtsfængslet efter domsafsigelsen, men ankede dommen til landsretten.