Politiet og brandvæsenet har natten til lørdag haft travlt.

Kort efter hinanden måtte de nemlig rykke ud til flere veje omkring Gellerupparken i det vestlige Aarhus efter anmeldelser om brande.

Det oplyser Johnny Damgaard, der er operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, til B.T. lørdag formiddag.

»Vi har været derude to gange, hvor det blev vurderet, at der var mulighed for spredning, så derfor blev vi tilkaldt og har været ude og slukke det,« siger han.

Klokken 23.49 tikkede den første anmeldelse ind om, at der skulle være brand ved en bålplads på Karensvej ved Gellerupparken. Her blev branden dog hurtigt slukket.

Værre stod det til, da politiet og brandvæsenet omkring klokken 01.30 blev kaldt til Sigridsvej, hvor fire affaldscontainere stod i flammer.

Billederne derfra viser voldsomme og høje flammer, men heldigvis kunne brandvæsenet i løbet af en halv time også slukke dem.

Fire affaldscontainere stod i brand på Sigridsvej ved Gellerupparken, da Brandvæsenet ankom. Foto: Presse-fotos.dk
Fire affaldscontainere stod i brand på Sigridsvej ved Gellerupparken, da Brandvæsenet ankom. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Når man får ild i en affalds- og plastikcontainer, så kan det godt se ret voldsomt ud, men heldigvis står de ofte steder, hvor ilden ikke så nemt breder sig til andet,« forklarer Johnny Damgaard.

Politiet bekræfter, at de har været til stede ved brandene. De formoder, at brandene i containerne er påsatte, men kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse nærmere.