En 100-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag fundet død i sit hjem i Højbjerg i forbindelse med en brand på stedet.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En borger anmeldte klokken 14.24, at der steg røg op fra taget på et hus på Holme Parkvej.

Politi og brandvæsen rykkede ud, og røgdykkere gik ind i huset, hvor de fandt kvinden død.

Kvindens pårørende er underrettet.

Brandårsagen er ukendt, men der er ifølge politiet ingen tegn på, at der er sket noget kriminelt på adressen.