Det endte tragisk, da en mand mandag eftermiddag var på vej over toppen af Den Gamle Lillebæltsbro i forbindelse med en såkaldt 'bridgewalk'.

Manden, der var i 60erne, fik nemlig undervejs et ildebefindende.

Det fortæller Steen Nyland, der er vagtchef ved Fyns Politi, til Fyens Stiftstidende.

Efter at have fået et ildebefindende faldt manden, der var fra Jylland, om på toppen af broen.

Selvom redningsmandskab hurtigt var fremme på stedet på broen, som manden havde været i færd med at krydse med en gruppe andre, var der ikke noget at stille op, og manden blev erklæret død.

Der er ifølge Fyens Stiftstidende nu sat gang i en sundhedsfaglig undersøgelse i et forsøg på at finde frem til den præcise dødsårsag.

Mandens pårørende er underrettet.