En teenagedreng er død efter en drukneulykke ud for kystbyen Hornsea i East Yorkshire i England.

En omfattende redningsaktion blev sat i gang tirsdag aften, efter at alarmen gik klokken 18.11 – blot 11 minutter efter, at livreddere havde afsluttet deres vagt.

Kystvagten var først på stedet, inden redningshelikopter, ambulancer og politi rykkede ud. Drengens lig blev fundet i vandet natten til onsdag.

Sådan lyder det ifølge britiske The Sun. 

Ifølge et kvindeligt øjenvidne var vejret præget af kraftig blæst og høje bølger, da ulykken skete.

»Jeg kiggede på klokken, fordi jeg troede, livredderne stadig var der. Men den var 18.11, og de havde fri klokken 18. De var lige gået,« fortæller hun.

Øjenvidnet oplyser desuden, at fire unge befandt sig i vandet. Tre blev reddet i land, mens den fjerde forsvandt i bølgerne.

»Det blæste meget, og havet var meget bølgende. Jeg tror ikke, de surfede. De var meget unge og legede bare i vandet,« siger hun.

Politiet efterforsker nu hændelsen og opfordrer vidner til at henvende sig.