Det var en sms-besked, der gjorde en mor bekymret for sine tre børn i Birkerød. De tre børn blev onsdag morgen fundet skudt og dræbt af deres egen far.

Onsdag morgen omkring kl. 05:13 kontaktede en mor til tre børn på 2, 8 og 10 år Nordsjællands politi.

Hun var bekymret for børnenes ve og vel, efter hun havde modtaget en mystisk sms fra sin fraskilte mand og faren til de tre børn, som var i huset med ham i Birkerød.

- Hun modtager en besked, hvori der står, at børnene skal ud på en rejse. Hun forstår ikke, hvad det betyder, og så bliver hun nervøs, fortæller efterforsknings-leder ved Nordsjællands politi, Henning Svendsen, til bt.dk.

Politiet vælger derfor at køre op til mandens adresse i Birkerød, hvor de finder de tre børn på 2, 8 og 10 år skudt og dræbt med et gevær.

Den 44-årige far har efterfølgende forsøgt at tage sit eget liv. Henning Svendsen fra Nordsjællands politi  fortæller, at manden nu er i politiets varetægt, da hans skader efter selvmordsforsøget ikke var livstruende.

Faren vil senere på formiddagen blive undersøgt af politiets retslæger, og derefter bliver han formodentligt kørt til politigården, hvor han vil blive fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for tredobbelt manddrab.

Henning Svendsen fortæller, at moren til de tre børn endnu ikke er blevet afhørt.

- Vi har talt meget kort med hende. Lige nu er hun i familiens skød, og det har hun også behov for, fortæller Henning Svendsen til bt.dk.







Ved du noget. Tip os på 1929@bt.dk