Otte mennesker er blevet kørt på hospitalet, efter at tre biler kørte galt på Køge motorvej.

Lørdag eftermiddag blev fire biler involveret i en alvorlig bilulykke på motorvejen mellem Køge og Ringsted.

- Det startede som en eneulykke, hvor en minibus kommer kørende af vestmotorvejen mod øst. Der kommer lidt slinger i bilen, som kører ud i rabatten og en jordvold. Det er en mor, som kører minibussen, hvor også hendes to døtre og fire børnebørn befinder sig. De er nu blevet kørt til Køge-, Glostrup og Roskilde Sygehus, men er ikke kommet yderligere til skade, fortæller vagtchef ved Midt og Vestsjællands politi Henrik Møller Nielsen til bt.dk.

Kort efter skete endnu en ulykke ca. 70 meter længere fremme på motorvejen. En bilist havde set minibussen forulykke, og bilisten kørte ind i nødsporet for at komme minibussen til undsætning. En anden bil var opmærksom på minibussen, men ikke bilen i nødsporet, hvilket resulterede i, at han kørte ind i bilen.

- I første omgang så det voldsomt ud, men personen i bilen i nødsporet er sluppet med småskrammer og er nu kommet til tjek på Glostrup sygehus, fortæller Henrik Møller Nielsen, som desuden oplyser, at motorvejen nu igen er blevet åbnet.