Der var tilsyneladende ingen, der syntes, det var forkert, at en 26-årig mandlig badmintontræner i Herfølge Gymnastikforening var kæreste med to af de piger, han var træner for, selv om pigerne var bare 14 og 15 år, da forholdene stod på.

Heller ikke den ene piges forældre havde tilsyneladende problemer med, at deres datter var kæreste med en mand, som var op til 10 år ældre end pigen.

- Mens træneren var kæreste med den ene pige, har han været en almindelig gæst i pigens hjem, hvor forældrene, der selv er aktive i foreningen, havde accepteret forholdet, fortæller Eva Kofoed, der er formand for Herfølge Gymnastikforening, hvor også badmintonforeningen hører under.

- Men jeg ved ikke, om det var forældrene til den 14-årige eller 15-årige pige, tilføjer formanden.

Det var fra september til november i 2009, at forholdet til den 14-årige pige stod på. Mens forholdet til den 15-årige pige varede i et halvt års tid i 2010. Her foregik de seksuelle aktiviteter fortrinsvis i trænerens hjem.

Men senere er de to hold forældre kommet på andre tanker. Det er nemlig forældrene til de to piger, som har meldt træneren til politiet for de ulovlige forhold. Den 26-årige træner har tilstået, at han gik i seng med de to badmintonpiger. Og sagen kommer for retten på mandag i Retten i Roskilde.

Her kræver anklagemyndigheden den 26-årige straffet for samleje med mindreårige og for sex med piger, der var betroet ham til undervisning. Det betyder, at selv om træneren ikke begik noget ulovligt, da han var kæreste med en 15-årige pige, der i øvrigt nåede at fylde 16, mens forholdet stod på, så kan han blive straffet efter den såkaldte 'skolelærer-paragraf'.

Ifølge eb.dk gik træneren flere gange i seng med den 14-årige forskellige steder i Herfølge. Og han skulle ifølge anklageskriftet også have haft presset den 14-årige pige til at sende sig nøgenfotos.

Badmintontræneren arbejdede dengang frivilligt for foreningen og var meget afholdt. Han havde en ren straffeattest og børneattest, som Eva Kofoed har sendt til politiet.

- Jeg var ikke formand dengang, og kender ham derfor ikke. Men jeg ved, han havde trukket sig fra foreningen, inden sagen kom frem, oplyser formanden.

Efter den kedelige sag har Eva Kofoed på vegne af foreningen kontaktet DGI, for at få vejledning om, hvilke forholdsregler foreningen skal træffe, så en lignende sag ikke opstår.

- Vi blev anbefalet at få lavet en samværspolitik, som ikke er et krav. Alle instruktører vil få de udleveret, her står der hvad der er ok og ikke både hvad angår kæresteforhold og lignende. For jeg tænkte, at der åbenbart ikke har været helt klare regler for, hvad der er tilladt, siger Eva Kofoed, der også erkender, at hverken hun eller andre i foreningen var bekendt med den såkaldte skolelærer-paragraf, som træneren er sigtet efter.

- Vi har taget ved lære af den her sag.