Tove kvalt i sondemaden: Tiltalt sygeplejerske afviser ansvar


»Jeg havde fri i hele den første uge, Tove lå på afdelingen. Og da jeg mødte ind efter fridagene, gik stort set al min tid med administrativt arbejde, mails og møder.«
Sådan sagde en 52-årig nu tidligere afdelingssygeplejerske på Nykøbing Falster Sygehus, da hun onsdag som tiltalt for grov og gentagen pligtforsømmelse afgav forklaring i en spektakulær sag ved Retten i Nykøbing Falster.
Den 52-årig kvinde er tiltalt for konkret at være ansvarlig for ignorering af advarsler fra pårørende til patienten Tove Sonn, manglende planlægning af hendes plejeforløb og generel skødesløshed.
Det havde den ulykkelige udgang, at 76-årige Tove Sonn den 14. februar 2018 afgik ved døden på Nykøbing Falster Sygehus. Kvalt i sin sondemad.
Den tiltalte kvinde er den samme, der som nærmeste chef for sygeplejerske Christina Hansen – kendt som ‘Dødens engel’ og idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg på patienter – også blev dømt for pligtforsømmelse i samme sag.
Nu er den 52-årige tidligere afdelingssygeplejerske endnu en gang tiltalt i en sag, som har kostet en patient livet.
Foran domsmandsretten forklarede den erfarne afdelingssygeplejerske, at hun først den 12. februar – altså blot to dage før Tove Sonns tragiske død – blev bekendt med, at der var problemer med den 76-årige patient.
Tove Sonn havde da været indlagt i 14 dage.
»Jeg bliver først gjort opmærksom på det, i forbindelse med at de pårørende giver udtryk for, at de er utilfredse. Som afdelingssygeplejerske har jeg så en samtale med dem – en samtale, der var meget ubehagelig. De pårørende var meget utilfredse med forløbet og skældte ret meget ud,« sagde den tiltalte.
»Jeg følte ikke, de ville lytte til, hvad jeg sagde. Og jeg tror heller ikke, jeg fik sagt ret meget i løbet af de halvanden time, samtalen varede. Men jeg sagde til dem, at jeg selvfølgelig lyttede til deres frustration, og at jeg ville tale med personalet om det,« svarede hun på anklageren Torfinn Jensens spørgsmål.
Hun understregede samtidig, at det er hendes og kollegernes pligt at følge nogle helt bestemte og særlige retningslinjer, når der er tale om sondeernæring til en patient.
Retningslinjerne tilsiger, at der bruges mellem 10-20 minutter på at sondemade.
Men Tove Sonns søn, Ib Sonn, havde flere gange gjort opmærksom på, at hans mor havde behov for, at personalet brugte mere tid på det, fordi hun var meget svagelig. Og at hun ikke måtte ligge ned, men skulle sidde mere op.
Ellers risikerede hun at blive kvalt, advarede han.
»De sagde, at hvis jeg var utilfreds med den måde, de gav maden på, kunne jeg selv komme ned og gøre det,« har Ib Sonn tidligere sagt til B.T.
Da han blev afhørt som vidne onsdag, lagde han ikke skjul på, at han havde talt med meget store bogstaver over for personalet på Nykøbing Falster Sygehus, fordi han var stærkt utilfreds med måden, hans mor blev behandlet på.
Han kunne dog ikke erindre, at han havde deltaget i et møde med den tiltalte afdelingssygeplejerske personligt.
»Nej, hun var aldrig til stede. Det var personalet, jeg sagde det til. Jeg blev ved med at sige, at hun (nu afdøde Tove Sonn, red.) ikke skulle have sondemad så hurtigt. De blev jo nødt til at suge og suge hende, og det undrede vi os meget over. Men de ville ikke høre efter. Det var som at rende panden mod en mur,« sagde Ib Sonn i vidneskranken.
»Jeg sagde også til en læge, at det her var på grænsen til en skandale. Han sagde, at han ville gå videre med det til sin egen leder. Og jeg mener også, han sagde, at han ville gå til afdelingssygeplejersken,« sagde han videre.
Nykøbing Falster Sygehus' afdeling M130 er selvsamme afdeling, hvor sygeplejerske Christina Hansen, som er idømt 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter, var ansat.
»Jeg kaldte den dødsgangen,« lød det fra Ib Sonn.
Den tiltalte 52-årige afdelingssygeplejerske understregede flere gange i afhøringen af hende, at hun stoler på sit personale, og at hun ikke er eller var i tvivl om, at de er kompetente.
Derfor følte hun heller ikke behov for personligt at tilse Tove Sonn, selv om hun lå lidt længere nede ad gangen på afdeling M130.
»Jeg gik ikke sådan og kiggede personalet over skulderen. De er kompetente og uddannede til at gøre det, de skal. Når man får en patient ind som Tove, så ved personalet også, hvordan hun skal behandles,« sagde den tiltalte, som nægter sig skyldig.
Da hun blev dømt i forbindelse med sagen mod Christina Hansen, lød den 52-årige kvindes dom på en bødestraf på 10.000 kroner.
Denne gang går anklagemyndigheden efter en ubetinget fængselsstraf.
Der skal føres i alt 13 vidner i sagen, som fortsætter torsdag og med forventet dom mandag.
Bt.dk følger sagen fra Retten i Nykøbing Falster.