Lyt til artiklen

Hvis man torsdag færdes i området omkring Aalborg Lufthavn og Flyvestation Aalborg, er der god chance for, at man vil se store mængder udrykning.

Politi, beredskab og Forsvaret vil være til stede, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. De skal nemlig holde en stor fælles øvelse på flyvestationens område.

Og derfor vil der være udrykningskøretøjer og uniformeret personale i store mængder i området.

Man skal dog ikke være nervøs. Det oplyser politiet:

»Borgerne, der måtte færdes i området og se eller høre noget, behøver ikke være urolige. Slet ikke. Det er blot vores beredskabsøvelse, der løber af stablen,« siger den øvelsesansvarlige, vicepolitiinspektør Henrik Skals.

Da man vil have, at øvelsen skal være så realistisk som muligt for de deltagende, ønsker man ikke at fortælle nærmere om, hvad den konkret går ud.

Samtidig håber man på forståelse fra de borgere, som kan høre øvelsen.

»Jeg håber, at eventuelt berørte borgere udviser forståelse for de mindre gener i form af trafikale udfordringer og støj, som øvelsen lejlighedsvis kan afstedkomme. Jeg forventer dog ikke, at der bliver tale om større gener,« siger Henrik Skals.