tema_aarets_krimisager
tema_aarets_krimisager

Med en dom på fire måneders fængsel for besiddelse af en stor mængde børneporno er tidligere minister Henrik Sass Larsen et solidt bud på titlen som den mest skandaliserede skikkelse i 2025 fra de politiske rækker.

I Københavns Byret blev den forhenværende topfigur i Socialdemokratier i september fundet skyldig i at have samlet 6.200 billeder og 2.200 videoer, der viser seksuelle krænkelser af børn. 

Heraf var 450 billeder og videoer i den groveste af de tre kategorier, som politiet kategoriserer børneporno i. Her ser man blandt andet børn blive udsat for voldtægt.

De afslørende fund blev gjort, da politifolk besluttede at ransage den tidligere toppolitikers hjem på Amager både i juli 2023 og i februar 2024.

Betjentenes besøg skyldtes en henvendelse fra myndighederne i Irland.

Her havde den finansielle efterretningsenhed fået et tip om, at der var købt overgrebsmateriale med kryptovaluta via en konto, som tilhørte Henrik Sass Larsen.

Den 59-årige tidligere erhvervs- og vækstminister var også tiltalt for at have besiddet en barnedukke med et seksuelt formål for øje. 

Dukken blev fundet under en ransagning hos den tidligere politiker. Men politiet tog den ved en fejl ikke med. En betjent nøjedes med at tage et foto af dukken, som senere blev vist i retten.

Da det dermed ikke var muligt at undersøge dukken nærmere – og fastslå om der kunne være et ulovligt, seksuelt formål med den – besluttede retten at frifinde Henrik Sass Larsen for dukkeforholdet.

Men den store mængde børneporno udløste en straf på fire måneders fængsel, som han endte med ikke at anke.

Den omfattende samling af overgrebsmateriale med børn forklarede den tidligere toppolitiker, at han havde anskaffet som led i sin egen, private efterforskning.

Angiveligt havde han i 2018 fået tilsendt et link til en video, der ifølge Sass viste ham selv som barn blive voldtaget af en mand på en grøn sofa. Senere fik han et nyt link med et andet overgreb.

Det plagede ham angiveligt så meget, at han indledte en omfattende søgning på det mørke net efter overgrebsmaterialer med børn. Blandt andet med søgeord som 'baby rape'.

Dermed håbede han at kunne finde frem til gerningsmændene på de nu forsvundne videoer, som han havde fået tilsendt, forsikrede han i retten.

Men den forklaring forkastede domsmandsretten fuldstændig som værende utroværdig.

Sidst på året vakte det opsigt, at Henrik Sass Larsens tidligere kolleger i Folketingets Præsidium havde sagt ja til en ansøgning fra den fængselsstraffede eksminister om at få den såkaldte folketingsførpension.

Under retssagen fremlagde den 59-årige ekspolitiker en erklæring fra en psykiater, der beskrev, at Henrik Sass Larsen var fysisk rask, men 'svært krisepræget' og ude at stand til at arbejde.

Som konsekvens af politiets tiltale blev Henrik Sass Larsen smidt ud af Socialdemokratiet allerede inden, at Københavns Byret havde fundet ham skyldig.