Skattesagen mod Camilla Vest Nielsen, og hendes mand, Mærskchef Peder Nielsen, hvor parret er blevet tiltalt for skatteunddragelse for mere end seks millioner, er i dag nået frem til afhøringen af Peder Nielsen, som skal redegøre for sin rolle i skattesagen.

Peder Nielsen har siddet på anklagebænken hele formiddagen i Helsingør byret. Her er der kommet flere belastende oplysninger frem om Peder Nielsens rolle i skattesagen mod ham og hans kone Camilla Vest Nielsen.

Blandt andet er det kommet frem, at Peder Nielsen var blevet rådet til at slette afslørende mails i forbindelse med hans oprettelse af CV-Models, der har adresse i Luxemborg. Det var en kontaktperson i Trust International i Luxemborg, der rådede ham til dette.

Desuden hævder parret også, at Camilla Vest Nielsen har boet i New York i perioden 2001-2003, selvom hun har betalt en betragtelig andel af huslejen på den Østerbro-lejlighed, hvor Peder Nielsen hævder at have boet alene.

Peder Nielsen afviser, at da parret købte landbrugsejendommen Lykkegaard i Nordsjælland, at det var meningen, at de begge skulle bo på gården, selvom de begge står anført på den oprindelige købsaftale.

Han fortæller, at hun hjalp med finansieringen af ejendommen, hun overførte blandt andet 500.000 fra Ocean View-kontoen på Samoa til Peder Nielsens konto Danske Bank, som ifølge parrets forklaring blev brugt til udbetalingen. Gården kostede 5,8 millioner og blev derefter gennemrenoveret for over 4 millioner kroner. Både lånet til købet og lånet til renoveringen blev optaget med garanti i Camillas pensionsopsparing i banken i Luxembourg. "Jeg optog et lån med garanti i Camillas pensionsordning. Jeg kunne ikke købe gården for mine egne midler."

I retten kom det også frem, at Peder Nielsen har haft en massiv korrespondance med flere revisorer omkring skattespørgsmål, hvilket han tidligere på formiddagen afviste at have haft, med den begrundelse, at han bare sendte papirerne til revisoren. 

Desuden har Peder Nielsen også haft kontakt med flere luxemborske bankfolk i forbindelse med oprettelsen af CV-Models, der har adresse i Luxemborg, og som han i 2000 betalte 32.000 Euro for oprettelsen til Credit Swizz.

Men det har ikke kun været for at hjælpe sin kone. Han har også selv haft personlige interesser i oprettelsen af de firmaer, der blev oprettet i Camilla Vests navn. Firmaer, der alle har adresser i skattely.

Og da anklager, Rikke Hald, spørger ham om han haft et kreditkort til en konto fra firmaet Ocean View (der er officilet er ejet af Camilla Vest Nielsen), der ligger på Samoa, så afviser han, at dette skulle være tilfældet. 

Efterfølgende kan anklageren dog fremlægge en kontrakt, som Peder Nielsen har skrevet under, der giver ham begrænset fuldmagt over Ocean View-kontoen. Det hjælper på hans hukommelse.
- Jeg kan godt huske, jeg havde adgang til kontoen, men jeg kan ikke huske, hvad jeg har brugt den til, indrømmer Peder Nielsen derefter. 

Her viser anklageren flere bilag, der viser, at der blandt andet er blevet trukket mange tusinder danske kr. fra kontoen i perioden august til september 2002.

5. august: 1750 kroner i en tøjbutik i København.
8. august: 3000 kroner hævet kontant.
9. august: Benzin på en Texaco-station
4. september: Taxa-regning
4. september: 3000 hævet kontant
20. september: 6400 på Faldsled Kro
20. september. 240 for bompenge
20. september: 1134 for vin hos Løgismose Vin
22. september: 5000 hævet kontant
24. september: 5000 hævet kontant

En konto, som Camilla Vest Nielsen i mandags forklarede i retten, at den fungerede som en opsparingskonto for parret.