I starten af maj fandt toldere otte kilo amfetamin og seks kilo hash i en bil på havnen i Hirtshals. 

Det skriver Toldsstyrelsen i en pressemeddelelse, hvori det lyder, at fundet blev gjort lørdag 6. maj. Her blev omtalte bil taget ud rutinemæssig stikprøvekontrol. 

Bilen, der skulle ombord på en færge, viste sig at indeholde i alt otte kilo amfetamin og seks kilo hash. 

Det var chaufførens forklaring, der undrede tolderne, og derfor valgte de at tage bilen med til yderligere kontrol i en undersøgelseshal.

»Bilen blev gennemsøgt med toldhund, der viste interesse flere steder. Efter nærmere kontrol fandt vi de mange kilo narkotika bagest i bilen og pakket i flere lag vakuum, hvorefter politiet blev tilkaldt,« siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

Sagen er overgivet til Nordjyllands Politi.

I pressemeddelelsen beskriver Toldsstyrelsen, at man generelt finder narkotika i både flydende og i fast form i alle typer varer og transportmidler, fra rejsende i lufthavne til containere på skibe i havne og i postpakker i landets postcentre. 

De seneste tal på narkotikaområdet viser, at Toldstyrelsen tilbageholdt 50 kg amfetamin og 555 kilo hash i 2022.

Lyst til B.T.s podcast om kriminalitet og den mørke underverden her: