En kvinde blev natten mellem søndag og mandag omkring klokken 1.42 udsat for røveri i sit hjem i Esbjerg Ø.

Hændelsen udviklede sig til et røveri, da kvinden forklarer, at den formodede indbrudstyv gav hende to knytnæveslag i ansigtet og dernæst tog kvælertag på hende.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden vågnede på grund af nogle lyde i huset, og hun kunne se, at der var rodet og flere ting var forsvundet. 

Hun gik udenfor, og så en kvinde med nogle af hendes ting og en mand foran kvinden.

De to personer kørte derfra på en sort scooter. Den kørte op ad Stenkrogen og ud på Stengårdsvej.

De to personer beskrives som:
Kvinde, dansk af udseende, 25-30 år, 160-165 cm høj. Hun var spinkel og havde brunt, mellemlangt hår. Mand, dansk af udseende, 30-35 år, 170-175 cm høj. Han var spinkel, havde brunt, kort hår og var iført en sort dunjakke.

Har du set de to personer eller en sort scooter mellem klokken 1.00 og 2.00 natten mellem søndag og mandag i området ved Stenkrogen og Stengårdsvej i Esbjerg Ø, vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne høre fra dig på 114.