På et løbehjul og med et koben i tasken blev en 37-årig mand torsdag eftermiddag anholdt, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I forbindelse med anholdelsen blev den mistænke sigtet for 11 indbrud, der er begået i Nørresundbys lokalområde.

Kobenet i tasken formodes at være anvendt i forbindelse med indbruddene.

»Der er tale om en længere efterforskning, hvor vi har arbejdet med både tekniske spor og vidneforklaringer. Vi har en teori om, at anholdelsen kan få betydning for opklaringen af flere indbrud i området,« udtaler politikommissær Ulf Munch Sørensen.

Efterforskningen viser, at tyvekosterne er alt fra smykker og ure til kontanter fra fødselsdagskort og børns sparegrise.

Når personlige ejendele og børns opsparing bliver stjålet, kan det ramme familierne følelsesmæssigt, og det gør indbruddene ganske indgribende, fortæller politikommissæren.

Den mistænkte gerningsmand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, og Nordjyllands Politi kan ikke afvise, at der kommer flere sigtelser.

Politiet opfordrer folk til at være ekstra opmærksomme på at sikre deres boliger i vinterferien.